Pakistan og Teknologisk Suverænitet
Pakistan stræber efter teknologisk suverænitet, men står over for betydelige økonomiske og politiske udfordringer, herunder lave levestandarder og en langvarig konflikt med Indien, som kontrollerer kilderne til nøglefloder. Coinpaper har undersøgt, hvordan den islamiske republik, med sit store menneskelige potentiale, forsøger at bygge en digital fremtid midt i ustabilitet.
Digital Teknologi og Kryptovaluta
Pakistan, et land med en befolkning på over 255 millioner mennesker, omfavner aktivt digitale teknologier. I de seneste år har der været en stigende interesse for kryptovalutaer og kunstig intelligens. Unge mennesker, især i store byer som Karachi og Lahore, bruger i stigende grad blockchain-applikationer og deltager i kryptovaluta-handel. Det er ikke bare en trend; for mange er det en måde at beskytte sig mod finansiel ustabilitet. Digitale aktiver er et attraktivt værktøj til at bevare og vokse kapital midt i den høje inflation af den pakistanske rupee. For den unge, teknologisk kyndige befolkning er kryptovalutaer også blevet et værktøj til grænseoverskridende overførsler og indtjening.
Dog har ikke alle pakistanere råd til højhastighedsinternet. Ifølge fremskrivninger for 2025 har kun 45,7% af befolkningen en stabil forbindelse, og landdistrikter er ofte helt uden dækning. Dette bremser mærkbart masseadoptionen af digitale valutaer. Situationen med kryptovalutaer i Pakistan er et klassisk eksempel på konflikten mellem regeringen og befolkningen. Lige nu befinder digitale aktiver sig i en gråzone. I 2022 overvejede de pakistanske myndigheder at forbyde kryptovalutaer og planlagde at blokere websteder relateret til digitale aktiver. Samtidig annoncerede Centralbanken lanceringen af en centralbank digital valuta (CBDC) inden 2025.
Adoption og Vækst
På trods af dette har landet en af de højeste adoptrater af digitale aktiver i verden. Takket være aktiviteten fra detailinvestorer er Pakistan blandt de ti bedste globale ledere i adoption i 2024 ifølge data fra Chainalysis. Analytikere forudser også yderligere hurtig vækst, idet antallet af kryptobrugere i landet forventes at overstige 27 millioner ved udgangen af 2025, og industriens indtægter forventes at nå 1,6 milliarder dollars.
Initiativer og Udfordringer
I 2021 annoncerede Khyber Pakhtunkhwa-provinsen planer om at bygge statsejede gårde til at mine digitalt guld. Ideen var at bruge billig vandkraft til at genopfylde statskassen. Initiativet blev forsinket indtil 2025, da lederen af Cryptocurrency Board, Bilal bin Saqib, annoncerede planer om at omdirigere overskydende elektricitet til bitcoin-mining og til at drive datacentre til kunstig intelligens-sektoren. Det blev senere afsløret for lokale medier, at den pakistanske regering vil afsætte 2 GW til disse formål. Fokus er på at udnytte overskydende ressourcer fra vedvarende kilder – vand-, vind- og solenergi. Dette er et eksempel på en afbalanceret miljøagenda uden Luddism: landet er ikke bange for teknologi, men søger at minimere skaderne på naturen.
Kort tid efter annoncerede Saqib oprettelsen af et nationalt reserve i digitalt guld. Disse intentioner, samt landets andre tiltag inden for kryptovalutaer og kunstig intelligens, har skabt bekymringer fra Den Internationale Valutafond (IMF). Pakistan har annonceret ambitiøse planer om at udnytte overskydende vedvarende energi til mining og en bitcoin-fond. Men den praktiske implementering af disse initiativer kræver en klar juridisk ramme. I øjeblikket er en sådan juridisk ramme endnu ikke blevet udviklet i landet, hvilket er den største hindring på vejen mod målet.
Kina og Teknologisk Støtte
Pakistans teknologiske spring ville ikke have været muligt uden Kina. Beijing er Islamabad’s hovedpartner, og dette samarbejde går langt ud over politik. Det er indlejret i megaprojektet China-Pakistan Economic Corridor (CPEC). Nøgleområder for støtte inkluderer:
- Infrastruktur: Kinesiske virksomheder er aktivt involveret i at lægge fiberoptiske kabler. Et eksempel er PEACE (Pakistan & East Africa Connecting Europe) undervandskabelprojektet, som reducerer Pakistans afhængighed af eksisterende kommunikationslinjer og direkte forbinder det med partnerlande.
- Kunstig intelligens og overvågning: Kina hjælper med at implementere Safe City-systemer i Islamabad, Lahore og andre megabyer. Disse er omfattende platforme med tusindvis af kameraer og AI-algoritmer til ansigtsgenkendelse og adfærdsanalyse.
- 5G-forbindelse: Kinesiske giganter Huawei og ZTE er de vigtigste entreprenører i test og implementering af femte generations netværk i Pakistan.
For Kina er et teknologisk avanceret og stabilt Pakistan en sikkerhedsgaranti for sine CPEC-investeringer og en nøgleknude i initiativet “One Belt, One Road”.
Regulering og Sårbarhed
Internettet i Pakistan er strengt reguleret, men metoderne adskiller sig fra Kinas. Mens “Den Store Firewall i Kina” er et sofistikeret, proaktivt indhold filtreringssystem, er Pakistans tilgang reaktiv og grov. Den vigtigste regulator er Pakistan Telecommunication Authority (PTA). Dens værktøjskasse inkluderer:
- Platformblokering: Myndighederne har ikke tøvet med at blokere adgangen til YouTube, TikTok, Wikipedia og senest Social Network X på nationalt niveau. Blokeringerne er sporadiske og midlertidige i naturen.
- Nedlukninger: Under politiske protester eller uroligheder lukker regeringen rutinemæssigt mobilinternet over hele landet eller i specifikke regioner. Dette betragtes som et effektivt middel til at bekæmpe koordineringen af demonstranter.
- Nedsættelse af hastighed (throttling): At reducere hastigheden af adgangen til bestemte ressourcer for at gøre deres brug ubehageligt. Sådanne teknikker skader direkte den digitale økonomi, men myndighederne mener, at de er berettigede for at opretholde kontrol.
Pakistans største sårbarhed er adgangen til vand. Landet er kritisk afhængigt af floder, der udspringer i indisk territorium eller i indisk-kontrolleret Kashmir. Det er et arv fra opdelingen af Britisk Indien, som New Delhi bruger som et magtfuldt våben. Forholdet reguleres af Indus Waters Treaty fra 1960. Ifølge denne modtager Pakistan strømmen fra de “vestlige” floder (Indus, Jhelum, Chenab), og Indien modtager strømmen fra de “østlige” floder (Ravi, Beas, Sutlej). Men Indien har ret til at bygge vandkraftværker på “pakistanske” floder. En anden optrapning af Kashmir-konflikten, der begyndte i april 2025, har igen fremhævet denne sårbarhed. Som svar på optrapningen begrænsede Indien vandstrømmen i Chenab- og Jhelum-floderne, som Pakistan bruger til landbrug og energiproduktion. Sådanne handlinger giver Indien mulighed for at udøve direkte økonomisk pres på sine naboer.
Fremtiden for Teknologisk Udvikling
I denne sammenhæng bliver teknologisk udvikling et spørgsmål om overlevelse. Kunstig intelligens bruges allerede til at optimere vandforbruget i landbruget, og overgangen til alternative energikilder, herunder vandkraft-mining, reducerer den kritiske afhængighed af floder kontrolleret af Indien.
For at forstå, om Pakistans planer for digitalisering og kryptovalutaer er realistiske, er det værd at se på økonomiske indikatorer. Den gennemsnitlige indkomst i landet er 1.824 dollars om året – et ekstremt lavt niveau efter globale standarder. Så at købe for eksempel mining-udstyr for langt størstedelen af pakistanere forbliver en umulig opgave. Dette tal forklarer alt: hvorfor befolkningen flygter til kryptovalutaer ud af fattigdom, hvorfor regeringen ikke kan finansiere sine egne IT-projekter, og hvorfor landet er så stærkt afhængigt af kinesiske lån og teknologi.
Snakken om at bygge sofistikerede AI-økosystemer eller købe bitcoin til statens reserver virker frakoblet fra virkeligheden, hvor grundlæggende behov for millioner af mennesker forbliver uopfyldt. Pakistan står ved en skillevej. På den ene side er der stort menneskeligt kapital, interesse for digital finansiering og støtte fra Kina. På den anden side er der kaotisk regulering, fattigdom og konstante konflikter med Indien. Landet vil være nødt til at finde en balance mellem ambition og virkelighed. Hvis planerne om en bitcoin-reserve og mining bliver til virkelighed, kan det sætte et eksempel for andre udviklingslande. Men uden at adressere grundlæggende problemer – fra internetadgang til energistabilitet – risikerer sådanne projekter at forblive på papiret. Denne vej er fyldt med risici, fra digital autoritarisme til økonomisk isolation i tilfælde af fiasko. Men for landet kunne et sådant teknologisk spring være en chance for en bedre fremtid.
