Offentliggørelse
De synspunkter og meninger, der udtrykkes her, tilhører udelukkende forfatteren og repræsenterer ikke synspunkterne fra crypto.news’ redaktion.
DAOs og deres udfordringer
Mens kryptovaluta allerede har ændret måden, vi handler og investerer på, begynder det nu at udfordre måden, vi organiserer os på. Dette er essensen af decentraliserede autonome organisationer, eller DAOs. Faktisk er DAOs ikke blot et lille eksperiment; de har over 20 milliarder dollars i likvide aktiver.
Men i de fleste retssystemers øjne eksisterer de knap nok. Uden CEO’er, uden hovedkontor og uden anerkendt juridisk status passer en DAO simpelthen ikke ind i de kategorier, som domstole og reguleringsmyndigheder traditionelt har anvendt til virksomheder. Det reelle problem er, at loven skal tilpasse sig organisationer, der ikke ligner dem, den blev bygget til at regulere.
Reel ansvarlighed og kollektiv ejerskab
På deres bedste tilbyder DAOs åbenhed, hastighed og reel kollektiv ejerskab, så alle med en internetforbindelse kan deltage, præsentere en idé eller stemme. Dette fungerer, fordi kode håndterer de centrale processer, hvilket gør styring meget mere gennemsigtig end i en traditionel virksomhed. Som et resultat får man et system, der sænker adgangsbarrierer og lader folk koordinere i stor skala uden ledere.
Men de samme funktioner, der gør DAOs effektive, afslører også en stor svaghed. Tokenholdere kan føle sig som ejere, men under loven er de det ikke. Uden en juridisk personlighed kan DAOs ikke underskrive kontrakter, betale skatter eller beskytte medlemmer mod personlig ansvarlighed. Det dybere problem er, at når ingen er virkelig ansvarlig, bliver “fællesejerskab” blot en illusion.
I praksis betyder det, at de højeste eller rigeste stemmer, dem med tid og ressourcer til at deltage, dominerer forslag, sætter dagsordenen og sidelægger det bredere fællesskab.
Regulering og fremtidige løsninger
Derfor skal DAOs adressere reel ansvarlighed; ellers vil visionen om åben styring forblive en illusion. De centrale spørgsmål er, om lovgivere og udviklere kan lukke dette hul, og om traditionelle enhedspakker kan løse problemet eller blot skabe nye afvejninger.
Indtil videre har de fleste DAOs forsøgt at bygge bro over reguleringshullet ved at låne fra erhvervslivet. Nogle registrerer sig som LLC’er, andre lancerer fonde, og nogle få jurisdiktioner, såsom Wyoming og Marshalløerne, tillader DAOs at registrere sig som deres egen type enhed. Samlet set hjælper disse tiltag med at løse de grundlæggende problemer, da en pakke giver mulighed for at underskrive kontrakter, holde aktiver og betale leverandører som enhver virksomhed, men det komplicerer også alt, hvad der følger.
Juridiske pakker kolliderer ofte med on-chain regler, hvilket efterlader fællesskabet til at vælge mellem kode og overholdelse. Dette valg forbliver sjældent internt, fordi når teams er spredt over forskellige jurisdiktioner, falder den samme DAO pludselig under flere reguleringsmyndigheder, skattesystemer og endda modstridende lovbestemte definitioner af, hvad en DAO er.
Konsekvenser for innovation
Alt dette resulterer i et juridisk lapper, der hæver faste omkostninger på tværs af jurisdiktioner, skubber nøglebeslutninger off-chain til et par underskrivere og bremser i sidste ende adoptionen, da mindre teams bliver prissat ud og brugere oplever mindre gennemsigtighed.
Disse afvejninger er allerede synlige i, hvordan DeFi-projekter opererer. For eksempel viser Uniswaps nylige “DUNI” forslag, hvad enhedspakning virkelig koster. Planen afsætter 16,5 millioner dollars i UNI til skatter og juridisk forsvar, med potentiel IRS-ansvar forventet under 10 millioner dollars. Hvis store navne har råd til dette, kan mindre DAOs ikke, hvilket får dem til at forsinke udgivelser, begrænse adgangen for amerikanske brugere eller flytte offshore helt.
Vejen frem
Sådan bremser overholdelse innovation og gør bureaukrati til at definere tempoet for adoption. I en sådan situation vil løsningen ikke komme automatisk. Fra mit perspektiv har DAOs brug for en reguleringsramme, der er bygget til decentralisering.
Så, hvad nu? Efter min mening, hvis DAOs nogensinde skal blive mere end eksperimenter, må loven indhente dem. Vi har brug for en ramme, der er bygget til decentralisering fra bunden, et institutionelt stillads, der holder DAOs åbne, men også ansvarlige.
En praktisk løsning kunne være at genoverveje tillidspligt i den digitale tidsalder. Hver DAO kunne udnævne en “digital fiduciary”, en rolle fastsat i kode og anerkendt af loven. I så fald vil der altid være nogen ansvarlig, når tingene går galt, så tillid ikke kun afhænger af omdømme, men også understøttes af klart ansvar.
En anden løsning kunne være en harmoniseret baseline på tværs af grænser eller en slags “DAO-pas”. Dette ville skitsere minimumsstandarder for gennemsigtighed, ansvarlighed og tvistbilæggelse, så projekter ikke skulle genopbygge deres juridiske struktur hver gang de krydsede ind i et nyt land.
Det er det reelle valg. Hvis loven ikke kan tilpasse sig, forbliver DAOs et gråzoneværktøj for insidere. Men hvis reguleringsmyndighederne træder til, kunne DAOs udvikle sig til det næste lag af den globale økonomi – åbent, grænseløst og ansvarligt af design.
